På TDA Klassisk handler alt om tegning. Fokus er særligt på menneskekroppen - en af de sværeste og mest interessante motiver. Der tegnes hele dagen, og der er ofte hjemmeopgaver. Undervisningen tager udgangspunkt i den enkeltes tegneniveau, og du vil modtage individuel sparring og undervisning. Selvom fokusset er på menneskekroppen vil du også komme til at tegne genstande, lave skitser udendørs med mere.
Solide tegnekundskaber er et godt udgangspunkt for en karriere i visuel kommunikation inden for fx animation, computerspil, design, tegneserier og illustration. Derfor kan TDA Klassisk med fordel bruges som forberedelse til bacheloruddannelserne på The Animation Workshop/VIA University College (TAW) eller andre kreative videregående uddannelser.
Du vil blive undervist i de forskellige elementer af klassisk tegning:
- Observation
- Komposition
- Dynamik og bevægelse
- Proportioner
- Lys og skygger
- Anatomi
- Konstruktion og volumen
Gæstelærerworkshops
Udover undervisningen i klassisk tegning indeholder semesterkurset tre til fire workshops med gæstelærere. Indholdet varierer fra semester til semester, med udgangspunkt i emner inden for animation, tegneserie, illustration og/eller kunst.
Ekstra aktiviteter
Mens du går på The Drawing Academy, bliver du en del af studiemiljøet på TAW. Du får adgang til mange ekstra aktiviteter uden for den almindelige undervisningstid, såsom ekstra aftencroquis, sport, sociale events og inspirerende foredrag af animatorer og illustratorer fra hele verden. Alle ekstra aktiviteter er gratis for studerende på The Drawing Academy.
Portfoliorådgivning
For dig, der planlægger at søge ind på en af vores bacheloruddannelser, tilbyder vi en række foredrag om portfoliorelevante emner. Disse foredrag har til formål at give inspiration og hjælp til at få skabt et godt portefolie. Der er også mulighed for at få personlig portfoliovejledning.