Solar Walk vinder i Berlin!

Instruktør Réka Bucsi vandt Audi Short Film Award ved årets Berlinale. Billedkreditering: Ali Ghandtschi - Berlinale 2018
Lørdag aften blev de store priser uddelt ved årets Berlinale - og blandt vinderne var Solar Walk!

Dansk film var flot repræsenteret på årets Berlinale, hele 10 film og koproduktioner var nominerede, men kun et bidrag gik hele vejen. Solar Walk er en selvstændig kortfilm afledt af filmkoncerten Solar Walk, der blev produceret med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje. Filmkoncerten, der var et samarbejde mellem Aarhus Jazzorkester, Nørlum Animation, The Animation Workshop/VIA University College og komponisterne Niels Marthinsen og Susi Hyldgaard var et af de større Expanded Animation projekter udviklet i forbindelse med Aarhus 2017.

Hos folkene bag filmen på The Animation Workshop/VIA University College er man meget begejstrede for den fine pris:

”Det er en stor ære for os, og vi håber at anerkendelsen af Solar Walk vil gøre publikum nysgerrige på mere kunstneriske animationsprojekter. Både kortfilmen og den oprindelige filmkoncert er et stærkt manifest i bestræbelserne på at få anerkendt animation som en seriøs kunstart,” udtaler Morten Thorning, centerchef for The Animation Workshop/VIA University College.

En stærk ambassadør for dansk film

Dansk animation har med kortfilmen Solar Walk fået en kunstnerisk ambassadør, der de næste to år rejser rundt til alle verdens større film og animationsfestivaler og viser vores styrke igennem et animeret kunstværk i verdensklasse:

“Det er en stor anerkendelse, at et jysk projekt som er skabt af dygtige folk i Viborg og støttet af Den Vestdanske Filmpulje, har modtaget denne markante filmpris på en af verdens største og mest anerkendte filmfestivaler. Ikke mange finansiører uden for Jylland troede på projektet, hvilket vidner om vigtigheden i at have stærke regionale filmfonde i Danmark, der samarbejder tæt med de lokale talentmiljøer, og dermed hjælper med til at skabe fortællinger og film fra hele landet”, siger Carsten Holst Chef for Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje.

Audi Short Film Award blev uddelt lørdag aften den 24. februar til den 68ende udgave af Berlinalen. Med prisen medfølger en præmiesum på 20,000 euro som kan bruges til nye projekter.