Animated Learning Konferencen er en årligt tilbagevendende konference om kreativitet og visuelle undervisningsmetoder.
Animated Learning Konferencen stiller skarpt på, hvordan vi skaber læringsmiljøer med så højt til loftet, at der er plads til at eksperimentere, at fantasere, at give de faglige indtryk stærke udtryk og derigennem nå en grundlæggende og dyb læring, som for alvor er vedkommende for de børn og voksne, som agerer i miljøet.
Konferencen er for lærere, pædagoger, skoleledere, pædagogiske konsulenter og fagfolk fra både skole- kunst- og kulturverdenen og byder på en god blanding af hands-on workshops, netværkssparing og speakers fra hele verden.
Baggrund
Børne- og ungdomskulturens kommunikationsmønstre er multimodale.
Børn og unge ind- og udtrykker sig gennem tekst, billede og lys i samspil, når de kommunikerer med hinanden, og det smitter af på deres personlige læringsstrategier. Den virkelighed ønsker lærere og pædagoger i højere grad både at udforske, forstå og anvende i nye didaktiske designs, hvilket kræver en særlig faglighed. Animated Learning Lab ønsker med konferencen at styrke denne faglighed gennem fællesskab og videndeling.